Etwas

Skrevet 12/08-25.
I morgen skal jeg ud at gå en tur med arbejde. Samme vej som jeg gik for et år siden, samme vej, som jeg genbesøgte i maj med mine valgfagselever, for at få sat et punktum på
hjertestops-sagaen fra sidste år. Og jeg sidder og er urolig i kroppen. Jeg har en kop the ved siden af mig og ved siden af den, et lille shotglas med alkohol. Kun et glas og kun en genstand.
Det virker fjollet at skulle gøre et stort nummer ud af det. Igen. Men uroen sidder i kroppen.

Jeg har lyst til at få gået turen, jeg har lyst til at være der på vejen med mine elever, hvor jeg på den ene eller anden måde får opmuntret dem til at gennemføre de 21 km, ruten er.
På den anden side står det strålende klart for mit indre øje, at jeg er bange for turen.
Selvom der ikke er noget at frygte, siger jeg beroligende til mig selv, selvom jeg har gået ruten hvad, otte gange i alt?? spørger jeg mig selv retorisk.

21 km. Det kan jeg godt. Igen.

I arbejdet med unge mennesker i den her tid, hvor jeg oplever diagnoser, angst og andre psykologiske termer blive slynget omkring sig med en vis durkdrevenhed af de unge mennesker, er jeg blevet tilbageholdende med at bruge termer som angst, stresset eller overbelastet, når det drejer sig om mig selv.
Jeg kan ikke lide tanken om, at jeg skal være sådan et sted selv. Men det var jeg, og det sætter sine spor.

Så måske skal jeg give dem, de unge mennesker, mine elever, lidt ekstra snor næste gang, at de fortæller om deres angst og deres tankemylder.

For nogle gange er det “bare” at være bange for noget ukendt. Eller en ny situation, som presser og er svær.

Andre gange er det en panikreaktion triggeret af tidligere tiders mobning, dårlige oplevelser fra skoletiden noget helt tredje.
Lærergerningen er i sin grundessens relationsbåren. At kunne fatte hvornår eleverne hælder vand ud af ørerne i et forsøg på opmærksomhed,
og hvornår det rent faktisk gælder, hvornår de har ondt i livet og har et akut behov for at tale med en lærer omkring NOGET, helst nu, bedre for en uge siden.

Hvor efterlader det så mig henne?
Jeg har jo selv brugt ordene og udtrykkene. Angst. tankemylder. Stresset og overbelastet.
Jeg vil ikke, at det skal definere mig og den person, som jeg er og som jeg gerne vil være.

Løsningen er selvfølgelig nemmere sagt end gjort i det store samfundsperspektiv. Hvordan indretter vi et samfund, som kan rumme forskelligheder, udfordre unge (og gamle) mennesker og give os de kampe, som vi har brug for uden at vi bliver knækket af dem. Det er en sag for senere.
Løsningen for MIN helt konkrete udfordring er til gengæld MEGET ligetil.

Det er at gå turen, tænke de tanker, som måtte melde sig og mærke de følelser, som dukker op under turen.
Det kommer i sidste ende til at gå godt, når først den ene fod sætter sig foran den anden, når kroppen stille og roligt finder sit tempo, og når jeg atter finder roen i at være den store forkromede fårehyrde på vejen. Jeg ved at jeg er den oplagte person til at gå den her tur, holde øje med eleverne og sikre, at intet galt kommer til at ske nogen af mine elever.

Jeg er bedre rustet nu, end jeg var for et år siden.
Jeg har holdt min krop ved lige og lagt alle mulige planer for at sikre overblik i den kommende situation.
Det kommer til at gå. Hvis uheldet er ude, hvilket der er en minimal chance for, så kan jeg håndtere situationen.
Alt det her ved jeg. Og alligevel kan jeg ikke helt ryste den fornemmelse af mig.
At der er en risiko nu, at dødeligheden har sneget sig ind på en gåtur, som jeg plejede at se som en sur tjans.
Nu er vi her. Det er den nye virkelighed. Det er okay.

Selvom der måtte være udfordringer på vejen, selvom hovedet er ondt nogle gange og smider grus i maskineriet, så skal det nok gå i sidste ende. Det er jeg ikke i tvivl om.

Ikke at det ændrer på, at jeg stadig er nervøs for, når jeg skal krydse mine spor i morgen.
Men det må jeg tage et skridt af gangen, indtil jeg er nået i mål.