Etwas

Det her var kulminationen af fire ugers restitution. Det er et prekært opslag, og derfor er kommentarfeltet stadigvæk lukket. GDPR årsager. Det er lige så meget min fortælling efterfølgende, om hvordan man kommer tilbage til noget der minder om en dagligdag, efter en forfærdelig oplevelse.

Jeg er et andet og bedre sted i dag, end de fire uger, hvor jeg skrev opslaget her. Det er godt. Så altså. Her kommer opslaget:

Først og fremmest, når du får et tilbud om et førstehjælpskursus, så siger du “ja” til det.

Det er 6 timer af din hverdag, som går med kurset og du kommer nok aldrig til at bruge det.

Ikke desto mindre, så tag kurset.

Det her er et lukket opslag. Det handler om, hvorfor du skal tage et førstehjælpskursus og det handler om følgevirkningerne af, at du bruger det.

14. august på vej til Hvolris med arbejde, falder en elev om med et hjertestop.

En bil kørt af en pensionist i stopper op foran mig og spørger, om det er en af mine. Aner ikke, hvad det drejer sig om til at begynde med. Jeg løber hen ad vejen, indtil jeg ser to parkerede biler med blinkende lygter og sprinter dernæst de hurtigste 300 meter i mit liv.

Jeg og en kollega er tæt på i nærheden og inden for få minutter er vi i gang med livreddende førstehjælp. Det kører på i seks minutter, før der spawner 5 hjerteløbere, som, med en hjertestarter, får hjertet i gang igen.

Ambulancereddere er hurtigt på pletten. Helikopter lander. Alt går perfekt.

Eleven er siden kommet sig godt og uden mén.

Det her er den bedst tænkelige scenarie.

Og det er så reelt set her, hvor det her skriv starter. Det starter det øjeblik, hvor situationen er løst, det øjeblik, hvor jeg er færdig med at være actionman og hvor min opgave er slut. Alt, hvad der er at læse her, er skrevet i løbet af fire uger, hvor jeg har svunget helt utroligt meget i mit følelsesregister.

Fra at være i godt humør og tro at alt var overstået, til tidspunkter hvor jeg har siddet på mit gulv med et det vildest, mest frustrerende tankemylder. Det her skriv er også et punktum, for jeg har det godt nu. Det mente krisepsykologen i hvert fald, og jeg er enig med hende i hendes vurdering. Det her er ikke et forsøg på at samle medynk eller andet pis i den dur. Det er en skildring af, hvad der sker efter at have handlet.

Det har været et par svingende uger. De har ikke været rare på nogen måde.

Jeg vil gennemgå dem igen hver gang, hvis jeg havde valget.

Så vi starter ved…

Øjeblikket efter

at vi er ude af actionmode er jeg et grædende rod, som ikke kan klare at få en besked igennem hjem om, at jeg gerne vil hjem og være der en dags tid.

Fra handling til komplet lammelse. Blev samlet op derhjemme, blev samlet op på arbejde om fredagen af en krisepsykolog, samles sikkert op senere i et psykologforløb.

Første uge efter. Hjernen var led.

Dagene efter var åndssvagt dårlige. Hvilket er et paradoks, for det kunne ikke være gået bedre. Men sig det til min hjerne, som har kørt nogle virkeligt lede scenarier og tankerækker igennem om alt muligt andet end det, der skete.

Irreelle tanker, som ikke har sin gang på jorden, som har ligget begravet i måneder og år, men som alligevel stadig titter op og gør sig bekendt. Når et traume bearbejdes, så skal alle åbenbart op at vende. Fuck.

Til trods for, at det gik godt, til trods for, at det ikke kunne være gået bedre, så skal hovedet stadig være ondt. Jeg har prøvet at omkode de tanker og de signaler, som hovedet og kroppen har sendt i min retning, og det går nogenlunde. For det meste.

Har flere dage efterhånden, hvor jeg føler mig som et normalt menneske.

Mærkelige ord

Det har virket mærkeligt og upassende, når der smides ord som “reddet liv” og “helt” i min retning. Jeg kunne ikke snuppe det. Sagde ikke noget til dem, som sagde det, men jeg brød mig ikke om, at de sagde det. Eller også skammede jeg mig over, at jeg et eller andet sted gjorde det.

Det virkede forkert at tage dem på mig. For hvad hvis alternativet var gældende?

Skulle jeg så leve med de modsatte labels og konsekvenser?

Men det er ikke tilfældet, siger jeg til mig selv.

Det behøver jeg ikke at tænke over.

Siger jeg til mig selv.

Anden uge: Elendig søvn

Træn, sagde krisepsykologen til mig. Det var noget af det, der gjorde at du kunne handle som du gjorde. Så træn. Intervaller. Ikke for hårdt, for så spiker adrenalinen. Nok til, at det kan mærkes, men ikke nok til, at det stresser systemet mere, end godt er. Ugen begynder. Undervisning.

Ror en rolig tur med intervaller for at få udskilt adrenalinen. Vandrer rundt i mit hus hvileløst og med et hoved, som ikke giver mig ro til noget som helst.

Men kroppen er der ikke. Det frustrerer mig, at der ikke virker til at være nogen bedring, at jeg stadig sover elendigt og med en masse afbrydelser. Det er vilkårene, gentager jeg for mig selv. Forsøger ikke engang at få styr på hovedet eller at meditere for at opnå ro.

Kroppen tillader ikke ro. Kun træthed.

Anden uge var søvnen todelt. 1-2 timer, så en opvågning, så søvn i alt for kort tid. Vågnede konsekvent 2 timer, før jeg skulle op. Mit humør var en karrusel. Svingningerne var vanvittige, og jeg kan kun ærgre mig over, at det er vilkårene for den periode. Jeg gør mig til en kopi af et gammelt jeg for at gennemføre arbejdet. Dagsformen svinger helt utroligt. En dag er jeg på, den næste er jeg ikke.

Mødte ind på arbejde en onsdag, blev irriteret over elevernes larm og om at skulle gennemføre en plan, selvom jeg gjorde det dagen før. Fik våde øjne, kilden i nakken og en ubehagelig fornemmelse. Så jeg meldte mig syg og gik hjem. Det var en vits.

Jeg begyndte heldigvis at sove igen. En hel nattesøvn uden problemer. Det er ugens højdepunkt.

Siden begyndte kroppen at slappe af igen. Jeg kunne begynde at kigge frem til gode ting og begivenheder igen. Hård start på et nyt år. Sådan skulle det åbenbart være. Men det er snart to uger siden, og jeg begyndte at føle mig som mig igen.

Næsten.

Starten af tredje uge

Min referenceramme er forskruet. Ting, som før virkede uoverskuelige og svære at gennemføre er så åndsvagt ligegyldige. For helvede, hvis jeg kunne klare det der, så kan jeg sguda også klare alt muligt andet.

Men øh. Hvornår bliver det bedre? For jo, tiden går fremad, som jeg også skriver. Men det varierer. Meget. Det der plat eller krone, det fortsætter. Adrenalin og stresshormoner er ikke fremmed for mig, men det er utroligt hvordan noget, som bygges op på så kort tid, tager så lang tid at forlade kroppen. Det bliver bedre, men er ikke rart at være i.

Til trods for alt det her, så vil jeg ikke bytte det for noget som helst. Jeg har det elendigt, men et liv er reddet. Så har jeg det måske elendigt, men alligevel godt. Det siger vist sig selv.

Tredje uge

Arbejdet er i gang. Hele sovesituationen er kringlet, men det går. Prøver yoga nu og til min overraskelse er de første to dage på arbejde gået godt.

Min undervisning er mildest talt uinspireret, jeg er ikke helt inde i ugens karakter og rollespil endnu (selvom min uduelig bøllekarakter ”MandeJohn” er ret sjov), men det går i den rigtige retning. I morgen er det tre uger siden, så jeg har reelt set brugt 21 dage på at blive nogenlunde normal igen.

Det her skriv har været undervejs i mindre tid end det, men det er, kombineret med min private dagbog, meget godt for mig selv, når jeg skal få et overblik over den rejse mit hoved og krop har været på de sidste par uger.

Jeg troede ærligt talt, at det gik bedre sidste uge, så jeg begyndte at slappe af. I stedet for ramlede det på en anden og ukendt måde, som jeg ikke havde set komme. Voldsomme mentale frustrationer og en rastløshed, som gjorde mig utroligt vred. Jeg har siden rent faktisk talt med eleven, og det var en kæmpe lettelse.

Systemet er stadig ved at lande, og er lige ved at være der… siger jeg for 117. gang.

Intet er garanteret, intet er fastlagt.

Erkender at det, der skete, det skete.

Jeg var den rigtige mand på det rigtige sted og på det rigtige tidspunkt.
Der er ikke noget, der hedder tilfælde i mit hoved længere. Men det er en anden diskussion og et andet skriv, som jeg efterhånden godt kan tillade mig selv at tænke på.
Ugens undervisning og rollespil ender godt. En succes, til trods for karakteren MandeJohns totale uduelighed. Men det var sjovt.

Ender ugen af med en tur til Aarhus Festuge, som var ret så magisk. Lørdagen slapper jeg af i Aarhus, inden jeg tager til Glerup om søndagen for at fejre min søsters fødselsdag. Senere samme dag tager vi over til min storebror og min svigerinde og ser deres nye bebs.
Min nevø. Der er liv og glade dage. Jeg er kæmpe fan af ham.

Vi er nu i fjerde uge…

… jeg kan koge begivenheden ned til en sætning, hvis jeg vil og jeg er mere eller mindre der, hvor jeg gerne vil være igen. Stressen er på vej ned, jeg tænker ikke så meget over begivenheden længere.

Kan køre længere ture i bil igen, uden at blive bombarderet af dødsangsten igen.

Og jeg kan sætte et punktum.
Så altså. Tilbage hvor vi startede.
Tag førstehjælpskurset. Eller bliv hjerteløber.
Jeg håber oprigtigt, at du aldrig får brug for det.

Tak.
Kh,
Esben
Punktum.