Etwas

Vi vender tilbage til programmet efter et par spændende måneder, som har føltes som MEGET lang tid. Mere om dem senere, det lover jeg. Indtil da, kommer der her to oplæg, som har ligget på bedding og som trænger til at blive luftet. Det her handler om ”Den Nøgne Periode”.  

Den Nøgne Periode handlede om at finde mig selv, efter at have brugt 4 år på et studie, som jeg godt nok var glad for, men ikke var synderligt god til. En periode, hvor jeg afprøvede mig selv og arbejdede med mange forskellige ting i søgningen efter en god og sikker retning.

En periode, hvor jeg var begrænset af uddannelsesloftet og min egen geografiske magelighed.

Men det var sjovt, kreativt sjovt og til tider udfordrende.

Jeg savner det lidt.

2017 – Mange bække små…

I et hvidmalet atelier sidder 30 kunstnerstuderende. De skribler, tegner og arbejder med kul og sort/hvide fedtfarver. De har hver et staffeli foran sig, hvor de aktivt er i gang med at optegne mig.

Jeg er placeret på en lagendækket stol på et podium, med det ene ben hvilende på en lille skammel, det andet på podiet. Den ene arm hviler på mit lår, den andet på et armlæn. Jeg må IKKE røre mig ud af flækken.

De har været så flinke at skrue op for varmen i atelieret, ellers ville jeg, nøgen som jeg var, fryse. Jeg har siddet i tre timer på det her tidspunkt. Har ikke rørt mig. Jeg planlægger at tage mine høretelefoner med i morgen, så jeg kan hygge mig med en podcast eller noget musik.

Jeg skal sidde model i tre dage ved Viborg Animationsskole, og hver dag seks timer med en enkelt pause halvvejs. Den første dag gør jeg ikke andet end at sidde og kigge mere eller mindre blindt ud i lokalet, mens jeg tænker, eller undgår at tænke, indtil en ny tanke melder sig.

Nemme penge for at sidde og se nobel ud.

“Pause,” bliver der sagt. Jeg svøber et håndklæde om livet og kigger på de værker, som kunsterne er i gang med. Det er ret vildt. Får en glorie på et af billederne, og ser MEGET seriøs ud på andre.

Det forbandede uddannelsesloft…

Jeg var færdiguddannet journalist i 2016, og havde sluttet fred med, at jeg ikke skulle være journalist i klassisk forstand. Uddannelsesloftet kostede mig muligheden for at starte på en bachelor, så jeg gik efter noget nølen i gang med at søge efter en fast indtægtskilde. Fandt ikke noget fast journalistarbejde eller en fast indtægtskilde, før jeg startede som telefonsælger hos 5R Marketing og senere som PR medarbejder ved Østerskov.

Men selv om jeg og min eks boede billigt i Aarhus, så slog pengene eller de få timer ikke til hos en ung mand på 23-24 år, som havde brug for at være i gang. Så jeg begyndte at søge arbejde ved siden af.

Det førte til et par… spændende… karrierevalg.

LEGOmand

Blandt andet arbejde for to modelbureauer, som bød på sjove opgaver for LEGO og så LEGO igen, men en anden opgave, og så vistnok en opgave som hårmodel. Og så endnu en opgave for LEGO.

Jeg er åbenbart en legomand.

EVENTmand

Arbejdede også som et rollespils-eventfirmas mand i Jylland, hvilket gav mig mange opgaver til en forholdsvist lav hyre, mange timers forberedelse, kørsel og så endelig 2-3 timers afvikling. Kørsel tilbage, nedpakning på lageret og så hjem og aflevere bilen, som jeg oftest lejede til formålet, da jeg ikke ejede en bil dengang.

Jeg bryder mig ikke om eventarbejde den dag i dag, men fik “eventmager” på mit CV, hvilket var til stor gavn, da jeg skiftede til fast event- og PRarbejder på Østerskov. Men jeg brokkede mig ikke. Mange bække små, tænkte jeg, og jeg havde det sjovt med at arbejde med nogle MEGET forskellige opgaver.

Ridderprøve, sværdkamp på biblioteker og institutioner. Det er sjovt, når det kører og når deltagerne har det sjovt. Men jeg kunne aldrig sove inden sådan et arrangement. 2-3 timer inden, og så afsted om morgenen for at nå til en eller anden fjern destination på Djursland. SUK. Savner det ikke.

TELEFONmand

Jeg arbejdede også som telefonsælger. Jo mindre, jeg siger om det job, jo bedre. Men det gav mig empati for telefonsælgeren. Mage til utaknemmeligt job skal du lede længe efter.

DELTIDSmand

Jeg fik, gennem min ekskæreste, kontakt til en medarbejder på Østerskov Efterskole til en bogreception. Da han kunne bekræfte, at deres daværende eventmand var nede med nakken for en tid, slog jeg til med en virksomhedspraktik og et vanvittigt håb om, at jeg kunne lande et lærerjob med MINIMALE kvalifikationer.

Jeg fik ikke lærerjobbet dengang, men fik sneget mig ind på deltid, da en åbning som PR medarbejder og fast vikar åbnede sig (nej, jeg likviderede ikke konkurrencen, han flyttede til Sjælland!). 

Og så endelig croquis.

NØGENmand

Jeg smuttede ofte forbi en kammerat ved Mejlgade i Aarhus, hvor jeg spottede en plakat omkring “Croquis ved Byhøjskolen”. Det så spændende ud, så jeg tog et kig på plakaten og meldte mig.

Den første aften forløb hurtigt nok. Jeg klædte om i et lagerrum. Var en smule nervøs inden, men da jeg kom i gang med det, virkede det som noget af det nemmeste i verden. Og det er det også. Stå stille i 30 sekunder, 1 minut, 2 minutter og 5 minutter. Varier imellem hver posering. Gentag indtil tiden er løbet ud.

Første gang gav mig lyst til mere, så nu stod jeg med 4-5 indtægtskilder. Nogle gange dukkede der også natarbejde op for et flyttefirma, og jeg stod også tøjmodel for Minimum en periode, men det varede ikke ved. Jeg prøvede ting af. Arbejdede en masse med mange mærkelige ting, og hyggede mig med den mærkelige rutine, som stille og roligt meldte sig. Jeg vidste ikke, hvor jeg var på vej hen, men jeg følte mig bedre i takt med, at jeg havde noget at stå op til.

Jeg fik stille og roligt en værdi i mine egne øjne gennem de opgaver jeg påtog mig. Samtidig lærte jeg også at holde af min krop.

Noget om krop

Når det meste af perioden stod i eventmagerens tegn, hvorfor så ikke kalde det “Event tiden”?

Eller “fuck dig uddannelsesloft, din ondskabsfulde spareøvelse fra helvedes røvhul… tiden”?

Det handler om, at jeg fik det godt med kroppen perioden.

Træning havde hjulpet i årene op til, kvindelig opmærksomhed havde hjulpet på egoet, men efter flere år med et negativt selvbillede ift. kroppen, var det en fed oplevelse at kroppen blev opfattet som lige præcis det.

Bare en krop.

Ikke et produkt som i modelverdenen, ikke et objekt for begær som i byen.

Den var bare en fysisk form, som skulle afbilledes på forskellige tidsintervaller.

Det afmystificerede min krop for mig. Jeg bekymrede mig ikke om at være nøgen, om dagsformen var god eller skidt, eller om lyssætningen var flatterende (det var den sjældent!). Jeg skulle bare møde op, være til stede, følge instrukserne og passe tiden.

Kroppen var en krop. Hvad jeg gør med den i det øjeblik, er ligegyldigt, for øjeblikket er væk om et minut og så er det videre til næste posering næste øjeblik, næste forvridning af kroppen for at udfordre kunstnerne. Det blev fedt, lige pludseligt. Et mærkeligt samspil mellem mig og kunstnerne. Ikke noget om at tænke, bare instinktive bevægelser og ingen blufærdighed.

Men i takt med, at jeg fik flere opgaver på Østerskov, begyndte jeg at prioritere det.

De sidste opgaver ved Aarhus Kunstakademi var engang i 2018, før jeg flyttede til Hobro i 2019 og fik pludseligt helt utroligt travlt. Eventbranchen trak jeg mig bevidst væk i de år, jeg orkede ikke at lave alle de ting, jeg havde kunnet, da jeg var rigtigt ung.

Den Nøgne Periode sluttede det øjeblik jeg skrev under på min fastansættelse.

Der kom der titel og tøj på. Først PR mand. Senere tysklærer.

November 2023

To søjler i midten af lokalet. En skammel imellem med et tæppe. En kettlebell, som jeg selv tog med. Hvide fliser på væggene, da det er en gammel hospitalsbygning. Der sidder i omegnen af 30 mennesker, men alle ukendte ansigter og slørede skikkelser, takket være mine ringe øjne.

Et band øver i sidelokalet. Det lyder dunkelt og med en utroligt tung bas. Lækkert!

Første time er slut, og vi går i gang med næste runde.

6×30 sekunders poseringer.

Ingen tid til at tænke for hverken mig eller dem, det handler rent om at bevæge sig og være i nuet.

Det handler ikke om at tænke, bare om at være til stede. Acceptere den første og bedste ide, mens jeg bevæger mig, stopper i bevægelsen, skærer en vild grimasse og holder den i de minutter, som poseringen varer.

Slutningen, de sidste 2×5 minutters poseringer. Sidder i den ene og ser ud som om, at jeg keder mig helt utroligt meget. I den anden lægger jeg mig ned som var den korsfæstede Kristus.

Tænker, at det næsten er for meget, men da tanken melder sig har jeg allerede lagt mig ned i stillingen og tiden kører.

Slut. Jeg samler håndklædet op og dækker mig, arrangøren siger tak fordi jeg var der.

Jeg bukker og smiler. Kunstnerne giver mig et bifald. Jeg hopper i tøjet for at se på kunstværkerne.

“Det er fedt, hvordan du laver så mange grimasser og ansigtsudtryk, når du poserer,” siger en af tegnerne. Jeg smiler stort og takker hende mange gange, hører det et par gange senere.

Jeg kigger billederne igennem, og bliver imponeret over, hvor mange billeder, de kan skabe ud fra mig som udgangspunkt. Mere af det, tænker jeg, mens jeg tager jakken på og går ud i vinterens kulde.

En anden slags periode?

Den Nøgne Periode satte sine spor.

På godt og ondt. Kropsbevidstheden og at være afslappet i mit legeme var en af de gode sider. At udfordre mig selv til at stå i en situation, hvor der ikke er andet for end at tømme hovedet og bare at være. At kaste mig ud i en mangfoldighed af usikre situationer, uden at vide, hvor jeg til sidst ender.

Måske er den på vej igen.

Jeg kan meget mere nu, ja, men endnu vigtigere og i modsætning til 2017, bilder jeg ikke længere mig selv ind, at jeg ikke kan noget. På mange måder drømmer jeg om at rive rødderne op, starte på en ny uddannelse eller en ny retning og finde ud af, hvad jeg er i stand til. Igen.

For der er meget mere, som jeg kan. Det ved jeg. Måske er jeg igen begrænset af min geografiske magelighed. Eller af frygten for, at jeg skal ændre på økonomi og livsvilkår, for at finde den nye vej indtil den ukendte periode, som lurer.

Jeg ved det ikke.

Men det skal nok blive sjovt.