Etwas

En skildring fra juni og juli. Der er siden løbet meget vand under broen, og jeg er rent mentalt et andet sted, end hvor jeg var, dengang jeg skrev teksten. Men den viser stadig en del af processen med at få lært at leve med begrænsninger. Så den kommer her.

Jeg foretrækker at tage handling. Problemer ses, problemer fikses. Enten med faglig snilde, gennem en samtale eller ved at prøve at håndtere situationen jeg er i.  Det er handling; at identificere problemet, analysere situationen fra hovedet og storme frem og løse tingene.

Sådan. Alt kan klares med den rette attitude, et klart hoved og viljen til sejr.
Alle problemer eller udfordringer løses, hvis jeg vil det nok.

Alt kan fikses.

Alt jeg lige nævnte klinger hult for mig og var den attitude, som jeg har benyttet mig af det meste af voksenliv.

Næsten.

I privaten har den metode virket elendigt. Der drejer det sig om andre mennesker, hvis holdninger jeg ikke kan gøre en døjt ved at ændre. Så i stedet for har jeg, de sidste mange år, grublet en helvedes masse over situationer, hvor jeg ikke vidste om jeg var købt eller solgt.

Velvidende om, sikkert er forfærdeligt at sidde på den modtagende side, når/hvis jeg træffer mine egne beslutninger.

Men når jeg har truffet sådan en beslutning, var jeg parat til at handle. Vænnet til det fra arbejde. Fra studierne. Fra computerspil. Hvad jeg har lært i livet og i forhold.

Du gennemfører dine handlinger.

Hvis du sætter dig for at banke hovedet hårdt ind i muren, så bryder den på et tidspunkt. Medmindre du flækker kraniet først. Sørg for at have en hård pande.

Handling er godt, når det skaber en forandring for mig selv eller i et velkommunikeret samspil med andre. Når dem, du er sammen med, er enige om handlingen og har et fælles udgangspunkt og mål. I projekter og relationer.

Vi kan handle for os selv og prøve at træffe valg og handlinger, som er gode for os.

Det fører mig til noget om erkendelse.

Jeg har en dårlig vane med at overtænke, overanalysere og gennemtærske omstændighederne for at finde en ”rigtig” løsning på de situationer, værende kærlighed, arbejde, break ups og livet, når det ikke spiller.
Jeg har prøvet at tænke mig ud af situationerne og finde den perfekte udvej på problemerne. Bekymret mig for meget.

Men jeg får ikke andet ud af den tankeproces, end at jeg bliver frustreret over hvor lidt det virker. Tankerne i hovedet bliver sjældent til mere end frustrationer, og hvis jeg endelig tager handling og gør det, som jeg har fremtænkt, så udebliver det ønskede resultat.

Kroppen reagerer

Ved overtænkningen inden handling kommer der ofte en kropslig reaktion og en lille stemme, som prøver at skubbe i en anden retning. En alarmklokke, som jeg har mærket kilden i nakken og en prikken i panden.

En pludselig tanke, der beder mig om at stoppe op, før jeg kaster mig hovedkulds ud i en ny handlingsrække. Som beder mig om at give slip på ønsket om at handle, for i sidste ende kommer der ikke noget godt ud af at holde fast i en destruktiv tanke eller et negativt handlemønster. Kroppen reagerer og kommunikerer. Men mit hoved kunne overdøve den med tankemylder og dommedagsscenarier.

Jeg har både på tidligere og senere tidspunkter stået i situationer, hvor det eneste ønske jeg havde var, at tage handling.  At prøve at fikse tingene, sådan som jeg ville fikse dem. Med tvivlsomme resultater.

Handling er ikke altid min ven.

Men det bliver erkendelsen måske, nu hvor jeg giver den plads.

Snakken med “Navigatøren”

Jeg havde en snak med en ældre herre i Aarhus, en dygtig sølvsmed.
Da jeg spurgte ham, om jeg måtte dele vores samtale, sagde han ja til det, så længe jeg ikke kaldte ham Smykkemanden, som jeg oprindeligt tænkte.

Så han går under navnet “Navigatøren” her.

Vi taler af og til. Denne gang om kærlighed, som har været et centralt emne i sommeren. Stod midt i en frustrerende situation, jeg ville at handle og prøve at skrue tiden tilbage. Han fortalte om dengang han var ung, om hans livs store kærlighed, hans soulmate.

De havde kendt hinanden, siden de var unge, havde vokset og udviklet sig i forskellige retninger, men havde holdt af hinanden. Han vidste ikke hvordan han skulle få det gjort, få talt med hende og få sagt til hende, hvad han følte, for han turde ikke.

Da han så, i en ældre alder blev skilt, skulle det endelig være, sagde han.
Nu skulle de være sammen, men det skete af triste årsager ikke.
Det gjorde ondt dengang og gjorde stadig ondt.

”Hvordan kom du så over det?” Spurgte jeg ham.

”Jeg lærte at leve med det,” sagde han.
Jeg fandt det ikke synderligt opmuntrende.
“Men det behøver det heller ikke at være,” fortalte han mig. Erkendelsen var, at det lå i fortiden. Det kan han ikke ændre ved, så han må leve med det i stedet for.

Koblet op til den oplevelse, fik han en tanke, som han fortalte han mig om. De tre regler, som AAA-folkene lever efter. (Sindsrobønnen, som jeg senere har googlet mig frem til).

1: Giv mig styrken til at leve med hvad jeg ikke kan ændre
2: Giv mig styrken til at ændre det jeg kan
3: giv mig evnen til at kende forskel på de to

”Det giver god mening her,” sagde jeg.

“Du kan ikke ændre på det, som allerede er sket, eller som er udenfor dine hænder. Du kan ikke ændre på andre end dig selv. Men du kan lære at leve med det,” sagde han til mig.

“Hvordan er det så?” spurgte jeg. “Ikke nemt. Men du vænner dig til det,” sagde han. Vi snakkede om det med at reflektere over egne handlinger og eget liv.
Noget han, i forbindelse med forhold, startede med som 50-årig. Han ønskede mig tillykke med, at jeg var startet på det nu.

Så erkendelse

Erkendelsen af, at der er rigtigt mange situationer, hvor der ikke er en skid, som jeg kan gøre. Andet end ved at starte med mig selv.  

Du kan kun ændre på dig selv og dine tanker. Jeg kan sige hvad jeg mener, ønsker og drømmer om, komme med råd eller tilbyde hjælp. Men det er ofte der, hvor det mulige handlerum ender.

“Dem som ikke sørger reflekterer ikke, mærker ikke efter, eller er ikke i kontakt med følelser, som fører til sorg. Dem der sørger, de prøver at gøre det bedre,” sagde han noget i stil med. Han refererede til “Den sørgmodige skal eje jorden” citatet fra biblen.

Endte med at købe en ring til min tommelfinger og takkede ham mange gange for snakken. Gik derfra i lidt bedre humør. Men også lidt trist. Jeg er sørgmodig lige nu, har været det i lang tid uden at finde ordene til det eller turde tage livtag med det.

Det er okay at være sørgmodig.

Så jeg minder mig om, at der ikke er noget jeg kan gøre lige nu, andet end at være god ved mig selv og skabe et godt personligt fundament. Nu og fremover. Ellers falder jeg ned i de samme negative handlemønstre, hvor jeg overtænker og forsøger at skabe forandringer, hvor forandringer ikke er mulige.

Det kan jeg ikke.

Så jeg erkender, at jeg var sørgmodig det meste af sommeren.

At der er meget i mit liv, jeg ikke kan ændre, og at det bliver anderledes på et tidspunkt.

Ikke nødvendigvis bedre, men anderledes.

Den bedste handling for mig er, at jeg ikke handler, når jeg ikke kan eller skal handle og erkende, at der er ting uden for min kontrol i mit liv, som jeg ikke kan gøre noget ved. Og være bevidst om, hvor jeg kan gøre en forskel i mit liv.

Det er vilkårene.
Og det lærer jeg at leve med.