Etwas

Jeg er uddannet i at skrive fra Danmarks Medie og Journalisthøjskole. Jeg er uddannet i at producere nyheder, reportager, skrive om europæiske anliggender på engelsk.

Research først, skriv en tekst, publicerer den og begynder på den næste. Jeg kunne det tekniske, men var langsom. Som PR medarbejder havde jeg fordelen at have tiden på min side, men brugte for meget tid på arbejde.

Skrift var produktorienteret og det var målet i lang tid. Skriv = Producer. Og jeg nød de produktioner. Jeg elskede at beskrive undervisningsforløb, f.eks. reportage om ”tour de Middle Earth” forløbet. Eller det grafiske arbejde med at skabe foldere og plakater i photoshop. Det er min faglige baggrund for at skrive. At skrive var en bunden opgave, som samtidig har den rigtige grad af sjov og udfordring i sig.

Men den skrift, som fylder mest og giver mig mest for tiden, er den private dagbog og ”Noget om” opslagene, som det her er en del af. Det er skrift af en anden type. Med et andet formål.

Den private dagbog

En lille sort Moleskine bog, kun for mine øjne og ingen andres.
Jeg siger, at jeg skriver for at dele, men det er en sandhed med modifikationer.

Deri sætter jeg ord på omstændighederne, som gør at jeg fysisk er nødt til at sætte mig ned og skrive. Det er en behandling af hovedets løse tanker. Eller en konkretisering. Emnerne er ofte ens med de tanker, som jeg tillader mig at dele her på sociale medier:

Nemlig om min menneskelige oplevelse. Om kærlighed, refleksioner, frustrationer, nødvendige udviklinger i livet og andet tankegods, som jeg har behov for at behandle. Skriften er en bearbejdningsproces, hvor jeg tager fat i tanker, følelser og udviklinger i mit liv.

Jeg ved, at jeg skal til at træffe en større livsomvæltende begivenhed, når jeg skriver det ned i min personlige dagbog, for så er det på skrift, så er det ægte og allerede sat i verden. Resten er blot en formalitet, som skal gennemføres, selvom det som regel medfører en helvedes masse smerte.

Dengang jeg forsøgte mig som model i Cape Town i 2019, hvor jeg mistede alle mine penge og ikke landede et modeljob, fik jeg tid til at reflektere over hvor jeg var, og hvor jeg ville hen. Jeg manglede nogen at snakke med om mine tanker og følelser, så jeg fandt bogen frem. Hyppigt. Henimod slutningen af de tre måneder lagde jeg en kurs for de næste to år, som jeg fulgte til punkt og prikke.
Alt hvad jeg skrev ned der, gik i opfyldelse. Jeg startede på UCN. Jeg flyttede til Hobro.

Jeg slog op med min eks, selvom jeg i bogen skrev, at jeg håbede det ikke ville komme så vidt.

Men jeg kender mig selv godt nok til, at det står skrevet mellem linjerne, nemlig frygten for, at det ville ske.
Ord er potente, specielt når jeg vælger at tillægge dem den betydning, som ordene i min dagbog har.

Nogle gange er det faktisk rimeligt godt med sådan en pause, også selvom det var en dyrekøbt lektion.

Noget om ”Noget om”

”Noget om”, som du læser her, er skrevet for at blive delt. Hvad er pointen nemlig med kun at skrive for sig selv? Jeg kan ikke skrive om alt i dagbogen og det er en fed fornemmelse at sige ”PYT” og sende en tekst ud i æteren.

Det er åbne tanker.

Fortællinger om omstændigheder, som kunne handle om dig eller have med dig at gøre, men som ikke gør det. Teksterne handler ikke om en konkret begivenhed, men der er en katalysator eller flere katalysatorer, som danner tankemassen for hvert skriv.

Jeg elsker at skrive, fordi det får mig til at reflektere over tidligere adfærd og sætte ord på tanker, følelser og personlig intuition. Personlige ting som jeg mærker i livet til daglig, men som ikke rigtigt kan beskrives med ord i dagligdagen. Her er skriveprocessen et kaffefilter, hvor alle indtryk ligger og simrer et godt stykke tid, før de er klar til at komme ud i verden.

Skriverierne, fysiske og digitale, minder mig om, at jeg aldrig bliver et færdigt produkt.
At der ikke er en målstreg eller et endeligt resultat for, hvordan jeg bliver “DEN ULTIMATIVE ESBEN!!!”

At skrive er en proces. Søgningen efter de passende ord til at beskrive en tilstand og søge en eller anden mening i galskaben. Det hjælper at tænke tanken højt og få den på skrift.

Glæden ved gensyn

Det bedste ved at skrive, både dagbogen og ”Noget om” er, at jeg kan genlæse begge dele. Se hvor jeg var, hvem jeg var og hvordan jeg var. Men det er ikke alt, som kommer på siderne. Sjovt nok dokumenterer jeg ikke de rigtigt glade tider. Derfor prøver jeg at skabe vanen med at få de lykkelige stunder med.  

For eksempel er der ikke et eneste skriv i dagbogen fra 2017-2018. Jeg mener, at jeg var utroligt lykkelig i den periode. Jeg havde ikke et behov for at skrive de to år. Og det er vel godt! Men det ville være rart at se, hvem den ukendte, lykkelige person var i det tidsrum.

Jeg har siden prøvet at skrive, når jeg var glad. Men en vane er først en vane, hvis du gentager den igen og igen. Jeg sluttede min første dagbog af, med at skrive om lykke, fokusere på de lyspunkter, jeg havde haft det år. De gode ting. Har fået det med et par steder siden. Det er om at få dem med og holde fast i dem, for ellers forsvinder de alt for nemt i fortidens tåger.

Om 10 år kan jeg kigge tilbage på den nuværende proces og de tanker jeg gennemgår og tænke, at det var okay. At det var en del af rejsen, og at jeg endte et andet sted, ikke nødvendigvis et bedre sted, men et sted, hvor jeg kunne have ro i mig selv, i stedet for det her vadested, jeg har befundet mig på det her tidspunkt.

Jeg ser frem til det tidspunkt. Det gør jeg virkelig. Det fyldte mig med en varm følelse, dengang jeg satte mig ned for at læse min første dagbog fra start til slut. Alle de oplevelser, den forandring, jeg så mit unge jeg gennemgå og de sorger, han var nødt til at gennemgå, for at blive mig.

Jeg elsker at skrive. Det minder mig om, at jeg engang var en anden, og at jeg engang traf valg, som gav mening for mig dengang.

Jeg elsker at skrive, da det giver mig lov til at genbesøge mig selv og for et øjeblik forstå lidt om den person, jeg var.

Jeg elsker at skrive, fordi du måske læser med her og tænker over, hvornår du sidst skrev noget for dig selv.

Hvis du tænker det, så skriv. Hvad er det værste, der kan ske ved det?