Der er spoilers til rollespillet Odysseus læsning på eget ansvar.
2012. Jeg gennemførte Mass Effect 3. Jeg lukkede et kapitel, som havde kørt siden 2007. Historierne i spillet, kampene mod umulige odds og et forrygende karaktergalleri gjorde det til en stærk oplevelse, som jeg havde svært ved at slippe dengang.
12 år senere, og jeg genkendte samme følelse, som jeg sad med foran konsollen.
Men det var ikke en god følelse. Afslutningen på ME3 efterlod mig med en grim smag i munden, for ikke alle historier har en lykkelig slutning, og en slutning må godt give dig lyst til at smide med controlleren.
Sådan en slutning havde Odysseus også, men hvordan når jeg dertil?
Jeg må starte et andet sted. Med rollen.
Dig og din rolle
Jeg spillede rollen Ballard Case. En konservativ kommunikationsofficer, regelrytter, tidligere detektiv, opvokset med en enlig mor (faren dukkede op i spillet) og med et udtalt behov for at gøre det rigtige i alle henseender. Plus med interesse for politik og smag for magt.
Der var flere lighedspunkter mellem mig og karakteren end andre roller jeg har spillet. En radikalt anderledes karakter virker som et større skjold mellem mig og det jeg oplever til spillet. Men jeg følte mig tryg i rollen.
Jeg og Ballard Case kom på overarbejde som kommunikationsofficer på broen, deltog og vandt i valgkampen til senatet for det konservative “Purple” og var med til at træffe vigtige beslutninger for menneskehedens ve og vel. Selvom det var presset, kunne både jeg og rollen navigere i kaosset og havde det fedt!.
Sci-fi er båret af relationerne
God science fiction handler ikke om teknologi, men om mennesker, deres relationer med hinanden og de udfordringer, fremtiden bringer med sig. Personlige dramaer slår altid techno ævl.
Relationer og drama havde spillet i overflod gennem det spind af relationer, som var til hver karakter. Det var et forrygende setup.
Men sådan et setup kræver payoff.
Hvis ikke jeg tager fejl, var der payoff for stort set samtlige spillere til rollespillet.
Det beskriver jeg bedst med gengivelser af dramaet, men det er grove sager.
TW: beskrivelse af en anden karakters selvmord.
Scene fra spillet:
Ballards ven Tristan Fukui var ved at tabe sutten og noget tydede på, at han var en hjernevasket morder. Eller var han en maskine? Kort sagt; han var en trussel, som nu stod midt i en begyndende psykose. Alle relevante instanser, kaptajnen, Sikkerhed og Videnskab var informeret om truslen.
Men planer om at tilbageholde ham blev afbrudt af en rød alarm.
Maskinerne angreb. Besætningen styrtede til broen.
En hektisk kamp fulgte, hvor maskinerne blev fordrevet.
Men hvor blev Fukui af?
Vi fandt for sent ud af, at han havde låst sig selv ind i luftslusen af frygt for, hvad han kunne finde på at gøre. Ballard piskede ned til lufslusen, bankede på ruden og bønfaldte, bandede og rasede alt hvad han kunne for at få sin ven til at komme ind igen.
“Vi kan fikse dig igen, hvis bare du kommer ind igen.”
Vi stod 10-15 mennesker foran døren og fulgte dramaet. Desperationen var tydelig.
Jeg trak mig tilbage fra luftslusen og tænkte, i mit private sind, at det her bare var en scene, at spilleren ikke ville nakke sin karakter. 10-9-8. Så kunne han ikke spille med mere. Men scenen intensiveredes. 7-6-5 Nu må han fandme til at gøre noget. 4-3-2. Det her sker ikke. Kom nu. Sidste chance. 1-0. Depressurising complete.
Tog mig til hovedet. Fuck.
Folk omkring mig begyndte at græde.
Jeg begyndte at græde.
Fortvivlelsen var overalt.
(Det skal siges at rollen Fukui vendte tilbage dagen efter. Han var en damn dirty machine… men det gjorde bare at følelserne blev mere og konfliktede af, at han var en maskine).
Sorg kræver folk at snakke med om det. Der blev talt med venner ombord på skibet, som gav en tiltrængt krammer. Jeg havde en rørende snak med en højpræst fra “Den Gamle Tro” om sorg og efterlivet, og endelig var der korrespondancen med min karakters “mor,” som min karakter kunne skrive med på en af data terminalerne.
Det hjalp på karakterens sorg.
Min karakter havde heldigvis også et godt forhold til sin mor.
Det har jeg også i virkeligheden. Min mor er herlig og god at tale med, også når livet gør ondt. HSå det med at kunne genkende den varme, rare følelse af at have en forældre, som du kan gå til, når alt gør ondt… det var rart for karakteren
Specielt i en scene som tidligere beskrevet, hvor der er behov for at samle sig selv og sine følelser. Der er det rart for min karakter at vide, at der er nogen, som vil dig det bedste. Det gav ro i karakterens sind, og nemt at spille på for mig.
Men godt setup kræver payoff.
Så hvor ondt kan det lige blive?
Min rolles vagt ender ved midnat. Han går ned for at få en drink.
Skibet OSS Karma angribes af terrorister. Skibet sprænges i luften af flåden. “Mor” er død. Et kvarter efter at min rolles vagt ender ved midnat. Hun skrev til ham inden og bad ham snakke med nogen på broen for at få hjælp
Men han var der ikke. Han finder først ud af det dagen efter.
…
Jeg har aldrig grædt så meget til rollespil før. Jeg kunne genlæse beskederne til “mor” og mærke hvor ondt det gjorde. Som spillet fortsatte og folk blev mere og mere baldrede, udmattede og ramt agf tragedier, var det tydeligt, at folk forsøgte at holde på en brav facade.
I et rollespil som Odysseus bærer vi som spillere følelserne uden på rollerne. Krammere, opmuntringer og desperate forsøg på at holde stemningen op var der mange af.
Det er smukt at være i et rum, hvor det er okay at vise følelser og hvor folk er der for hinanden.
Det gjorde vores karakterer til en besætning og et hold og viste mig, at god science fiction for alvor handler om menneskelighed og forbindelser. Det var smukt. Men det handler også om den negative side af menneskeligheden. Og så er vi tilbage, hvor vi started:
noget med at have en controller, du har lyst til at smide gennem lokalet.
Noget om at være den med den største kæp
Vi som menneskehed er vant til at være dem med den største kæp. Vi har våben, evnen til at gøre med mennesker, dyr, kloden og naturen som vi lyster. Men hvad så, når vi står på den modtagende side af kæppen? Når der kommer nogen stærkere, klogere og uden nåde? Nogen som gør ligesom vi gør os overfor hinanden og dem, som ikke kan slå igen?
Det var ubehageligt at få prygl. Og vi gjorde modstand, men henimod slutningen var det tydeligt, at vi var mus i kattens leg, og katten var begyndt at kede sig.
De havde ingen nåde over for ukrudt. På det punkt var maskinerne menneskelige.
Maskinerne havde magten og ville udradere menneskeheden. Men der blev kæmpet for at finde en fredelig løsning. Videnskabsfolkene havde en løsning, nemlig at uploade en række karakterers bevidstheder i en “hive”, tilsvarende maskinernes egen hive, i et forsøg på at kunne forhandle med dem på lige fod.
Men det gik for langsomt. Teknologien bag var tvivlsom, og Odysseus var ved at eksplodere. Hvad fanden skulle vi gøre? Det var håbløst.
Redningen kom med et brag. Mod alle odds havde militæret sendt rumskibet “Starcaller” til fjendens centrale nervesystem med en bombe. Detonerede den. BUM.
Menneskeheden vandt. Min rolle var lykkelig… til at begynde med.
For metoden med at lave en ny “hive” havde fejlet. Venligtsindede androider på skibet døde. Ballard sagde farvel til sin ven Fukui for anden gang på under 24 timer. Av.
Maskinerne bestod af levende intelligenser inde i deres hive. De var ikke enige i alting, men de lærte og udviklede sig. At vinde gennem folkemord mod maskinerne, efterlod en bitter smag i munden på både mig og min karakter.
Værre endnu, så var de korrupte karakterer, som havde været skyld i hele affæren, stadig i live og med magtbeføjelser. Vi vandt, men situationen var tilsyneladende uændret.
Og så var der spilstop. Folk var lykkelige over oplevelsen.
Det var jeg også. Det var en helt fantastisk oplevelse. Det var ikke et nemt scenarie at være en del af, ikke nemme følelser at behandle. Det var en fascinerende rejse ned i menneskehedens bedste og værste sider, hvad vi gør for dem, vi elsker og holder af, hvor langt vi vil gå for at overleve. Men det er også et scenarie, som giver mig tanker om hvor onde vi kan være helt generelt som mennesker. Grådighed og egoisme er menneskelige følelser, men det skaber ikke en bedre verden for dem omkring os.
Odysseus var en rejse rundt om begrebet “menneskelighed” og hvor ville jeg dog ønske at vi på et eller andet tidspunkt kunne lære at behandle hinanden og den her klode ordentligt.
Vær mod andre, som du ønsker de skal være mod dig selv.
Og hvis du har en ide om, hvordan vi knækker den metafysiske kæp jeg snakker om, så skrive lige i kommentarfeltet. Jeg håber på en fremtid med flere gulerødder i kæppens sted.
Og om ikke andet, kan jeg altid tillade mig at håbe.
Tak for oplevelsen.
Det var fantastisk at være rummand for et kort øjeblik.

Skriv en kommentar