Etwas

Lydversion findes her

Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive noget om at være en mand/idiot, men jeg kommer til at berøre emnet i dette skriv. Så altså. Hvor begynder vi?

Jeg var godt i gang med at lade rive mig rundt af mine følelser, havde trukket i træningstøjet og var på vej til at løfte nogle tunge vægte i affekt, da min mave sagde til mig, at jeg var sulten. Jeg satte mig ned og spiste.

Dernæst begyndte hovedet at rive rundt med mig. Så jeg satte mig ned i godt 30 minutter og mediterede. Fair. Ro på. Det er ikke en vidunderkur. Læste lidt i en bog. Tænkte over den underliggende tanke, som poppede op mens jeg var der i meditationsloopet. Den samme, som havde fået mig til ”mand = idiot” tanken.

Det gav mig præcis nok af en pause til, at jeg fattede hvorfor mit hoved, min mave og sikkert mit hjerte var ved at rive mig godt og grundigt rundt i manegen.

Kærlighed.

Så det er det, det handler om her. Noget om kærlighed. Noget om at løbe fra den i alt for lang tid, og noget om at finde den retning for kærligheden, jeg gerne vil. Selvom det føles noget sent. Og selvfølgelig noget om at være en mand. Og derved også noget om at være en idiot. Der er reelt set ingen forskel på de to.

Jeg flygter

For længe siden (3-4 år) flygtede jeg konsekvent fra alt der mindede om kærlighed. Jeg kunne ikke være i det, ikke efter at være kommet ud af et forhold, og slet ikke med tanken om, at jeg skulle til at forholde mig til forhold og kærlighed igen.

Jeg gik med en sød kvinde, vi gik ved siden af hinanden og hun greb min hånd og smilede til mig.
Virkeligt pænt endda, et varmt smil, som burde have nået i hjertet på mig. Jeg kunne godt lide hende… 

Men jeg flegnede, undskyldte mig med, at jeg skulle på arbejde og hun skulle vist i den anden retning også. Jeg var hunderæd for det. For det mindede mig og noget, jeg havde gjort mange år forinden, nærmest på identiske samme måde. Så jeg løb væk fra det, og med det væk fra noget, som sikkert var blevet godt.

Og jeg gjorde det igen og igen.

Jeg dyppede mine tæer, men turde ikke hoppe i vandet.

Selv da jeg hovedkulds kastede mig ud i polyamori med en vis stålsikkerhed og hjertevarme var det også en mærkelig måde for mig at holde det, FØLELSERNE!!, på afstand på.

For mine romantisk involverede partnere kunne jo gøre hvad og hvem de ville, og så kom det aldrig rigtigt alt for nært. Jeg følte mig ikke jaloux, fordi jeg havde en distance til følelserne.

Selvom der var rigeligt med følelser og forelskelser, så er følelser flygtige. Det gør enten ondt, eller det bliver koldt. Og det vænnede jeg mig til i rigtigt lang tid, for på den måde kom det aldrig rigtigt særligt nær. Og det blev normalt, og det var ikke så heldigt.

Normalitet er et sært begreb.

(Jer er 100 procent klar over, at forholdstypen virker for rigtigt mange mennesker. Det er ikke et angreb på relations formen, bare en erkendelse om mine egne begrænsninger, fejl og mangler)

Noget om at være mand/idiot

Det har ikke lige været den fedeste juni måned. IGEN! Travlt, både på godt og ondt, lettere stressende uden at være for meget, men også med begivenheder, jeg skulle forholde mig til.

På godt og ondt en måned, som fik mig til at gøre en masse ting, som munder ud i det her skriv. To breakups og en masse hjertesorger udover det. Fordi jeg var en idiot, eller fordi jeg ikke vidste, at jeg var det.

Jeg sagde til en kollega til sommerfesten noget i stil med, “at være mand er at være en idiot for et år siden og fatte det for sent”. At brikkerne endelig falder på plads, blot for at se puslespillet og fatte hvor du jokkede i spinaten for år siden. En absolut og komplet fantastisk følelse (!!!!).

Og så endda at opdage at giften spreder sig. Pissefedt. På tide at tage handling, hive brodden ud før den oser mere gift ud end godt er. Idioti. At gøre folk ondt uden at tænke over det. Så der har vi en del af det at være idiot.

Måske hænger det sammen med at være en mand for mig er troen på, at du gør det bedste du kan og at du så gør det. Intet pis.

At jeg kaster mig med liv og sjæl ind i tingene, for så at gøre det så godt jeg kan. Så langt så godt.
Men hvis fundamentet fejler, eller at der er blinde vinkler, eller at mit sigte er flere grader fejlkalibreret, så kan det være absolut lige meget, for så er fejlen indbygget i handlingen og hvad der kommer som følge bliver derefter.

At jeg først i år, efter stresssygemelding og terapiforløb er begyndt at se de mønstre, men så STADIG har gjort mit ypperste for at ignorere at tage handling, er et forrygende eksempel på at være mand/idiot.

Flot klaret. Applaus.

Og det til trods for jeg har gjort mange, MANGE, ting de sidste par år, hvor energien har været korrekt afstemt til at kaste mig ud i, hvad jeg gjorde. Professionelt, på kurser, da jeg uddannede mig til lærer, kreative projekter, rejser, med min tilbagevenden fra stress. Der har været styr på det. Det er gået godt. Men kærlighed har ikke været et af dem.

Som Love Shop synger:

“Det tog mig et år at komme på et hårdt svar
jeg holder fast i denne løgn – det er alt hvad jeg har
det tog mig et år at begribe vejen hjem selv
spar den bekymring der får lov at betale min gengæld”

Det tog mig en årrække at erkende en række ting om mig selv og min måde at agere i forhold til kærlighed.

Panisk angst for den og hvad det vil sige at tro på, at det kan holde at give sig helt og holdent hen til kærligheden. Bedre sent end aldrig, men erkendelsen er stadig en smatso og her er vi så.

Esben = mand = idiot

Men jeg fatter det! Kun lige et par år for sent.

De her ord er forholdsvist nemme at skrive, for det er en lemlæstelse af mig selv og min måde at agere på.

Det der med at forsøge at benægte sig selv og hvordan jeg er i for lang tid, det er nærmest indgroet. Men som Love Shop også synger “Det tog mig et år at begribe vejen hjem selv”. Næsten. Med lidt hjælp.
Men jeg indså det til sidst. Hurra.

Jeg vil gerne kærligheden. Den tætte. Den der fører til flere. Den der fører til søvnløse nætter og hvad ved jeg. Med hud og hår, alt hvad det fører med sig. At holde op med at leve for sig og leve for andre. Det er noget, som har rumsteret i baghovedet, men som jeg skubbede væk. Det gik jo objektivt godt, jeg havde masser af sex og kvinder i mit liv. Fantastisk arbejde, godt udseende og fin bopæl.

Hvorfor mangler der så et eller andet??

Kendte svaret.

Jeg vil ikke længere skubbe det væk. Jeg har oplevet de gange i mit liv, hvor der er perfekt enhed mellem hjerte, krop og hoved. Alt hvad jeg kunne opnå i den situation, alt hvad jeg ville og kunne, når jeg var i den modus.

Men kærlighed, der har jeg ikke turde give mig hen. Rigtigt. Den har været på armslængde.

Det er uærligt i længden, og kræver en forandring. For at være uærlig over for sig selv, det er den værste form for idioti, man kan byde sig selv som mand.… og person generelt.

Jeg tror ikke, at jeg sådan med et snuptag holder op med at være en idiot, og vil da også gerne give en uforbeholden undskyldning alle de gange, hvor jeg var en, når det kom til kærlighed. Der er ikke rigtigt nogen måde at gøre den del godt igen. Så jeg vil rykke videre herfra, med bevidstheden om at min måde at flygte fra kærlighed var helt og holdent idiotisk, at det førte til mere bøvl end gavn og jeg ikke kan tillade at holde mig i det flygtende handlemønster et sekund længere.

Det gør ondt, det gør ondt på andre, det er ikke sådan kærlighed skal være.

Så jeg går væk fra flugten og hen til kærligheden.

Det er vistnok det eneste, jeg kan gøre herfra.

Det er det eneste, jeg kan tænke på.