Etwas

Det her skriv repræsenterede en nylig periode af mit liv, hvor intet funkede. Det ramlede sammen 2023 midt august og tog stort set hele september, før jeg følte mig sådan lidt klar til at have en hverdag igen. Jeg skrev det her i december samme år, hvor jeg var begyndt at føle mig nogenlunde normal igen.

Det handler om stress og om en periode i mit liv hvor jeg virkeligt var utilfreds over, hvordan jeg havde det og hvordan jeg havde været mod mig selv. Men det ligger langt tilbage nu.

Det her er noget om stress.

Jeg løber igen.
Endnu en tur i løbet af ugen.
Jeg har oppet mængden og længden af løbeturene i slutningen af juli og det meste af august.
Jeg siger til mig selv, at jeg slapper af, når jeg har de her lange løbeture, og det virker godt nok.
Jeg slår hovedet fra og hører min musik, mens jeg løber den samme rute igen og igen.

Dag efter dag.

Mærker dopaminen og adrenalinen køre over mig som en behagelig bølge, som mærkes mindre og mindre hver gang.

Bliver ved. Kan ikke stoppe, for det er sundt at løbe. Murakami løber, og hvis det virker for ham, så må det også virke for mig, selvom han er et rutinemenneske med et forfatterjob, mens jeg er et kaosmenneske og lærer.

Men det virker jo. Ikke?

Naturligvis.

Jeg spiser sundt, skærer ned på kaffen, drikker ingefærshots i stedet og kører Smoothies ned.
Jeg skal være sund jo, det er godt for min krop og derved også mig.
Så kan jeg holde mig kørende og blive ved. Det er godt.
Naturligvis. Flammen brænder glimrende, det har den gjort i flere måneder.
Det er godt, siger mit hoved til mig og min krop lystrer. Jeg har styr på tingene.
Arbejde starter, introugen er lang. Det er okay, jeg fortsætter med det her lange skema og tager en dag af gangen, falder og slår mig ret grelt en dag, men står op igen, for jeg er en supermand og hvad er restitueringtid??

Prioriterer at løbe og ro i min fritid, for det giver mig energi, fortsætter jeg med at sige.

Mærker ikke efter, at jeg faktisk var helt utroligt ked af det jeg var over breakuppet i slutningen af juli, at det at køre eksamen for første gang måske også er noget af en mundfuld, at jeg stadig er ked af at Tove døde i april, at jeg har bekymret mig det meste af august uden at kunne gøre noget ved det og at jeg snart skal fejre en fødselsdag. Der er også det der, den der opgave, den der rokade, og alt det der andet…

.. årh, kom nu. En løbetur mere, vi har jo fri. Sover dårligt.

Lang gåtur på en fridag inden en lang tur dagen efter, bliver ved ugen ud, undervisningen starter, løber stadig lange ture, holder den kørende, det skal jo være godt, ilden brænder for fulde drøn, det går da meget godt, bliver syg en torsdag, fortsætter til fredagen, sover 10 timer begge dage, tænker jeg er klar til begivenheden om lørdagen, klarer en nem opgave og så . . .

“PUF”

Jeg kan intet. Ilden dør.

Er det på grund af at jeg faldt?

Har jeg en hjernerystelse?

Hvad fanden sker der, siden at mine hænder og fødder sitrer?

Jeg kan ikke sove længere.

…

fuck.

Jeg er stresset.

Puha. Holdt du ud?

Så tager vi lige en dyb indånding, inden vi går videre.

Ind. Hold den. Ud.

Det var for flere måneder siden.
Jeg ramte godt og grundigt muren, og har brugt tid på at restituere og finde frem til mig selv igen. Finde frem til, hvordan jeg sover igen, hvordan jeg kan være aktiv uden at være manisk om det igen.

Jeg var sygemeldt en uge og brugte september på at komme igang igen i det små. Startede i et terapiforløb, og kan kun anbefale det. Slapper mere af i min fritid i stedet for at fylde skemaet ud. Bruger tid med mig selv og på mig selv.

Jeg sover igen.

Sygemeldingen føltes dengang som et nederlag. Sådan er jeg jo ikke. Det er for andre mennesker. Jeg er en supermand, et bæst og en maskine, som leverer hver gang og kan alting. Sådan er jeg nemlig. Sådan har jeg været i flere år.

“Anders And klarer alt”. Og det har været meget godt. Bortset fra, at jeg de sidste mange år har flirtet med stressgrænsen MINDST en gang hvert år. Med min daværende livsstil var det ikke et spørgsmål om “hvis,” men “hvornår” filmen knækkede.

Så meget for det selvbillede. At jeg ikke er faldet i før er mig en gåde, lige indtil jeg begynder at se hvordan jeg undgik at blive stresset.

Distrahering. Jeg har været heldig enten at der kom en pause med en distrahering, at jeg engang blev vanvittigt forelsket, eller at jeg kunne trække stikket og flade ekstremt meget ud. At faldet kommer da det gør var i retrospekt ikke en overraskelse, for halvåret optil (fra april til midt august) kom presset som perler på en snor, og det har ikke været nemt at få stoppet op og få følt efter.

Mærke hvor ked af det, hvor vred, hvor frustreret jeg har været. Så jeg kløede på. Jeg løb. Jeg distraherede. Det virkede for mig tidligere. Det var en fast del af rutinen. Men jeg løb ikke til noget, men væk fra noget.

Væk fra at forholde mig til hvordan jeg havde det. Jeg anede ikke, om min krop var øm eller træt. Jeg løb bare videre med kroppen og væk fra kroppen.

Så kroppen sagde stop og den gjorde det heldigvis før, at jeg brød totalt sammen. Men jeg skal tage det seriøst NU. Den mener det for alvor. Derfor kan jeg heller ikke blive ved, som jeg har gjort indtil videre.

Hvad så nu?

Jeg kunne ikke blive ved med at være den daværende version af mig selv. Startede i et terapiforløb via arbejde med en coach, som er ved at hjælpe mig med at få rodet en del ting ud sammen med mig, og det har givet mig et perspektiv på, hvordan jeg er endt med de mønstre, som jeg har haft indtil videre.

Det er fedt.

Det er også skræmmende som bare fanden, men jeg kan ikke vende tilbage til de mønstre, som har båret mig hen til det her sted. Jeg skal passe på mig selv på en måde, så lyset kan brænde i mange år fremover.

Der skal kigges indad og tilbage, og jeg skal skue længere tilbage end bare det sidste halve år for at se, hvordan det blev så vidt og hvorfor det gør det.

Genkende mønstre, arbejde på, hvordan jeg tackler udfordringer, og huske mig selv på, at kroppen er noget, som jeg har, ikke noget jeg er. Den skal jeg være god ved, og det er jeg ikke, når jeg ignorerer den.

Jeg ved ikke hvor jeg er om et halvt år, når jeg har givet mig tid til at få det bedre og få dealet med bagagen, mine strategier, når jeg er under pres og mine handlemønstre. Jeg har været glad for at være den version af mig, som troede, at han kunne alting, når han bare pressede sig selv til grænsen og blev ved med det. Jeg er glad for, at jeg ikke gør det længere. Jeg er glad for, at jeg går lange ture og giver mit hovede mere ro, i stedet for at presse nådesløst på.

Forhåbentlig ender jeg med at lære, hvor grænsen går nu, og hvordan jeg kan blive bedre til at deale med den på langt sigt, i stedet for at skulle brage igennem den her og nu.

Det vil jeg gerne lære. Det håber jeg, at jeg når.

Jeg løber stadig ikke som jeg gjorde dengang. Men jeg går.

Uden musik. Tænker.

Måske skal jeg løbe igen en dag.

Håber jeg på.

Pas på jer selv. Og giv kroppen og hovedet lov til at hvile, før valget træffes for dig.

Her i 2024 skal jeg forresten hilse og sige, at det går markant bedre med stressen. Der er mere ro på rent mentalt, jeg stresser ikke over arbejde, og er blevet markant bedre til at sige pyt over for nogle situationer, som jeg plejede at stress umanerligt meget over.

På et eller andet punkt er det rart at genlæse de tanker og oplevelser og se, at der trods alt var fremgang.